Kropsterapeut Kasper Nørr - Aut. Body SDS behandler

Om Kasper Nørr

Kasper har på egen krop erfaret hvordan angst, et stressnedbrud og en diskusprolaps kan ændre ens liv.
Hans mission med Body SDS har været at frigøre og udvikle sig selv. Disse erfaringer har givet ham evnen til at møde mennesker i alle situationer og indfølende mærke hvor i kroppen blokeringerne befinder sig.
Udover behandlingsteknikkerne,benytter han en del ord, vendinger og kognitive værktøjer alt efter hvilken problematik klienten ønsker hjælp til. Kasper møder sine klienter roligt, nærværende og fordomsfrit.
På baggrund af den 3-årige kropsterapeutuddannelse ved Body SDS startede jeg Helkrop.nu, som senere i samarbejde med Markus, er blevet til Lyngby Kropsterapi. Jeg er uddannet på hold 17 (2010-2013) og har arbejdet fuld tid som Body SDS behandler siden 2013.

Jeg er født i 1979, og inden jeg stiftede bekendtskab med Body SDS har jeg været detail-leder, fitnessinstruktør og frivillig inden for Danmarks Idræts Forbund. I dag er jeg behandler, terapeut og medejer af Lyngby Kropsterapi og har over 10.000 behandlinger bag mig.

Interessen for kroppen startede tidligt i mit liv. Allerede som 14-årig blev jeg betaget af vægttræning. I starten som supplement til skydning og fodbold, men senere blev det min primære fritidsinteresse. Jeg betragtede nysgerrigt hvordan kroppen ændrede sig og blev stærkere. Det ændrede både forholdet til mig selv og til andre. Et frø var sået, men der skulle gå mange år, før jeg kunne se mit egentlige motiv for både min træning og den måde, jeg pressede mig selv igennem min erhvervskarriere.

Først efter flere angsttilstande, nedbrud med stress og to diskusprolapser kiggede jeg indad, og det førte mig heldigvis i retning af Body SDS. Min første behandling satte mig i kontakt med mig selv, og jeg indså, at jeg ikke havde passet på mig selv i mange år. Jeg havde ubevidst jagtet ydre succes for at føle mig god nok og samtidig gået på kompromis med mine værdier. Det blev også klart for mig, at kroppen og psyken hænger uadskilleligt sammen, og jeg blev så fascineret af dette system at jeg på meget kort tid besluttede at jeg ville være kropsterapeut.

Uddannelsen som Body SDS behandler har lært mig at passe bedre på mig selv. Det meste af vægttræningen er udskiftet med Body SDS- træningsformer, og jeg er bevidst om, hvad jeg spiser og arbejder konstant med min egen personlige udvikling, ernæring og kosttilskud. Alle disse erfaringer har givet mig flair for at se andres potentiale og ressourcer og jeg brænder for at hjælpe og videregive det, som Body SDS har givet mig.
Jeg har klienter i alle aldre og med alle bagrunde lige fra børnehavebørn til top erhvervsfolk, skulespillere og professionelle atleter.

Privat er jeg gift med Matilda og vi har 3 piger, Olivia, Sofia og Alicia.
Kropsterapeut Kasper Nørr - Aut. Body SDS behandler

Om Markus Philip

Markus er rolig og indfølende i sine behandlinger og har eminent led-forståelse. Han har en særlig evne til at skabe et rum af tryghed, nærvær og omsorg, hvor han i samarbejde med klienten bearbejder både fysiske og psykiske udfordringer.
Markus ser og mærker hvor kroppen har brug for hjælp bl.a. ud fra dine bevægelsesmønstre, din kropsholdning og hvordan spændingstilstanden er i vævet. Han ser stor værdi i at lade kroppen arbejde i ro, men sørger også for at knytte de rigtige ord til den proces krop og sind gennemgår under en behandling.
Jeg er født i 1988 og uddannet kropsterapeut ved Body SDS A/S
På baggrund af dette har jeg startet MarkusPhilip.dk, hvor jeg udbyder Body SDS behandlinger. Jeg har i mange år arbejdet indenfor byggebranchen på baggrund af min elektriker-uddannelse og el-installatør eksamen. Men nu har jeg fuldt fokus på kropsterapien. Ydermere har jeg taget den sundhedsfaglige grunduddannelse som bl.a. består af anatomi, fysiologi, patologi og psykologi. Samt Dansk Vægtløftnings forbunds træneruddannelse og en idrætslederuddannelse.

Interessen for kroppen

Min interesse for kroppen og dens funktioner startede da jeg som 12-årig begyndte at styrketræne og løbe sammen med min far. Som 13-årig startede jeg til vægtløftning og kom senere i den danske og nordiske elite.

Jeg har deltaget ved mange internationale mesterskaber og blandt andet vundet de nordiske mesterskaber og blev nr. 8 ved junior EM 2006. Alt tegnede godt for en lovende vægtløftnings-karriere indtil et styrt på cykel resulterede i et brækket håndled som satte en stopper for drømmene.

Nedtur vendt til optur

Dette føltes som et stort nederlag for mig, og jeg prøvede flere gange at komme tilbage til vægtløftnings-sporten og drømmen. Det lykkedes dog ikke, og jeg røg ind i en selvdestruktiv periode med for meget træning af forskellig art, dårlige kostvaner og dårlige tanker om mig selv.

Jeg tog kraftigt på, og da jeg var tungest vejede jeg over 120kg. Alt dette resulterede naturligvis også i et dårligt helbred og et ukampdygtigt immunforsvar.

Jeg har senere erfaret at jeg blandt andet brugte sporten, det ydre fokus og kosten til at dække over et dårligt selvværd og til at flygte fra mine følelser og fra en hverdag med en skizofren bror, der tog meget af familiens energi og senere fra følelserne i forbindelse med min mors kræftforløb.

Jeg har sidenhen grundet større fokus på en sundere livsstil både fysisk og psykisk tabt over 25kg, smidt de selvdestruktive tendenser og er meget sjældent syg.

Sporten og det frivillige arbejde

Siden bruddet med vægtløftningen har jeg dyrket flere forskellige sportsgrene bl.a. har jeg roet kapkajak og udøvet hammerkast. Sportsgrene jeg har dyrket grundet min passion for kroppen og dens fantastiske kunnen. Ydermere har jeg siden 2007 brugt meget tid som frivillig leder og hjælper i forskellige foreninger under Dansk Idræts Forbund. Gennem sporten og det frivillige arbejde har jeg udviklet en dybdegående forståelse af kroppen, fået mange oplevelser og livserfaringer med på vejen.

Jeg har lagt det meste af den tunge styrketræning fra mig og fokuserer nu primært på Body SDS’ træningsformer og den fysiske og psykiske udvikling disse bidrager til. Derudover arbejder jeg med kropsvægt- og kropsbevægelses-træning samt udstrækning.

Mødet med Body SDS

Jeg blev introduceret for Body SDS, da jeg under min uddannelse til elinstallatør lejede et værelse hos en ven, der dengang tog uddannelsen. Jeg boede hos ham under størstedelen af hans uddannelse, var vidne til hans enorme personlige udvikling og nød godt af utallige behandlinger. Min personlige udvikling begyndte for alvor i denne periode, da jeg selvfølgelig blev påvirket og lod mig inspirere af hans udvikling. Samtidig fandt jeg behandlingssystemet yderst interessant og fik allerede der en masse viden. Jeg begyndte endda også at behandle en smule selv.

Der skulle dog gå 5 år før jeg selv tilmeldte mig uddannelsen. En beslutning jeg virkelig er glad for at jeg tog, da den retning mit liv har taget siden endelig giver mening. I dag bruger jeg min ven som sparringspartner.

Passionen vokser

Min passion for behandlingssystemet bare vokser og vokser i takt med den viden jeg tilegner mig. Det giver mig en stor tilfredsstillelse, at se folk, der komme med smerter og psykiske belastninger gå uden smerter og med et lettet hjerte. Jeg finder sammenhængen mellem vores psykiske tilstand og vores fysiske velbefindende yderst interessant, og det giver mig stor glæde at videreformidle min viden til klienter. Det tiltaler mig at man i Body SDS ser kroppen som en helhed og derfor ikke kun behandler nakken hvis det er der klienten føler smerten. Det hele hænger sammen!

Jeg har behandlet mange forskellige mennesker. Alt fra sportsfolk til pensionister og fra håndværkere til kontor-ansatte, så jeg har oplevet mange forskellige psykiske og fysiske problemer. Jeg bliver konstant udfordret og udvikler mig derfor også som menneske og kropsterapeut.